Vedtagelsen af DK's grundlov 1848 - Baggrund og konsekvens.
Forfatningskampen.
I 1873 nægtede Venstre at stemme for finansloven, og det med endte med højre-regeringens afgang i 1874. Dette betød dog ikke at Venstres synspunkter havde sejret, tværtimod. De stødte nemlig på en ny regeringsleder J.B.S Estrup, som ingen respekt havde for folketingsflertallet. Han var statsminister fra 1875 til 1894. Han gennemførte såkaldte provisoriske, dvs. foreløbige finanslove, på trods af at folketingsflertallet bestående af Venstre var imod dem. Dette kunne lade sig gøre fordi Grundloven havde en nødparagraf, der tillod regeringen at udstede love på egen hånd, men kun hvis Rigsdagen ikke kunne mødes. Estrup udnyttede dette ved at hjemsende rigsdagen, og derefter udstede en provisorisk lov. Dette var klart i strid med tankengangen i Grundloven og det næste forløb blev meget dramatisk. I oktober 1885 var der således en attentatmand der affyrede to skud efter Estrup, men han overlevede dog. I december 1885 mødtes Rigsdagen igen, men de kunne ikke enes om en finanslov, og blev hjemsendt igen. Nu havde Estrup så mulighed for at udstede endnu en provisorisk lov, og det gjorde han.
Dette førte til store politiske modsætninger mellem befolkningsgrupperne. Der var voldsomme sammenstød mellem Estrups gendarmkorps og Venstres tilhængere, men et egentligt oprør kom aldrig på tale.
Forfatningen ses som en periode der først slutter i 1901, hvor Venstre vinder en jordskredssejr og højre må gå af magten, og parlamentarismen indføres. Det var dog allerede i 1894 at Estrup gik af og det blev vedtaget at de provisoriske love skulle ophæves.
Toblokssystemet.
Efter systemskiftet skete der et toblokssystem indefor det danske politik. De to blokke bestod af Venstre og Højre, som kæmpede modhinanden om regeringsmagten. Socialdemokratiet var stadig et lille parti i folketinget og havde derfor ikke nogen chance for at vinde regeringsmagten.
I 1915 skiftede Højrepartiet navn til det Konservative folkeparti, mens det Radikale Venstre, der tog sig af Husmændenes sag, allerede blev stiftet i 1905.
Socialdemokraterne og det Radikale Venstre var lang fra hinanden, set politisk. Det Radikale ville bevare det markedsøkonomiske system, mens Socialdemokraterne arbejdede for at få et socialistisk system (inspireret af Karl Marx) med fælleseje af produktionsmidlerne.
De 4 partier kom frem til en ny grundlov i 1915, hvilket gjorde at kvinder og alle tjenestefolk fik stemmeret. Samtidig blev valgretsalderen sat ned til 25 år i folketinget og den blev sat op fra 30 til 35 år i landstinget.
Dette nye demokratiske system skred derfor stærkt fremad. Valgprocenten steg til 80 procent af befolkningen ved folketingsvalget i 1918. De valgberettigede steg fra 18 procent (da grundloven blev vedtaget) til 40-45 procent ved den nye grundlovs vedtagelse. Befolkningen fik større og større indflydelse i regeringen.
